Skip to main content

Åbning af ladestandere på Bondebjerget

Historien om ladestanderprojektet begyndte samtidig med andre små bæredygtige initiativer som solceller og affaldssortering. Senere blev indsatsen udvidet med projekter for biodiversitet og klimatilpasning, og da jeg flyttede ind som den første elbilejer på BB, tog arbejdet med ladestandere for alvor fart. Vejen hertil har været præget af mange overvejelser og udfordringer, både juridisk, økonomisk og teknisk, men vi står nu med en løsning, som vi kan være stolte af.

Juridisk stødte vi på problemer, da vores solceller skabte barrierer for at få afgiftsrefusion. Reglerne på området er langt fra optimale og spænder desværre ofte ben for grønne tiltag. Alligevel fandt vi en løsning, der sikrer refusion og dermed billig opladning. Også økonomisk var der udfordringer. Vi modtog flere tilbud, men en del af dem ændrede sig undervejs. Et tilbud, der oprindeligt så fordelagtigt ud, blev pludselig markant dyrere, da ladeoperatøren krævede en større del af det offentlige tilskud. Et andet tilbud lovede gratis etablering, men havde bindinger, der var svære at acceptere – og før vi overhovedet fik stemt om det på et afdelingsmøde, var det heller ikke gratis længere. Efter grundige overvejelser valgte vi løsningen fra EnergiFyn, som både sikrer os tilskud til etablering og fuldt ejerskab over hele systemet.

På det tekniske plan krævede projektet stor opmærksomhed på, hvordan vi bedst kunne udnytte vores eksisterende elnet. For at få afgiftsrefusion var det nødvendigt at oprette et nyt aftagenummer til ladestanderne. Samtidig overførte vi overskydende kapacitet fra det eksisterende elnet, hvilket sparede os betydelige udgifter. Vi har nu 160 ampere dedikeret til ladestanderne – en løsning, der normalt ville koste over 200.000 kroner, men som vi fik for under 30.000 kroner. Installationen inkluderer fire dobbelte ladestandere, hver med én ladeboks, og vi har gjort det nemt at udvide med yderligere bokse. Når projektet er fuldt udbygget, vil vi kunne understøtte op til 32 ladebokse, hvilket er rigeligt til fremtiden, selv når alle biler i området bliver elektriske.
Jeg vil gerne sige tillykke til BB med vores nye ladestandere. Det har været en lang proces, men vi er endt med en løsning, der er både økonomisk, teknisk og miljømæssigt bæredygtig. Ladestanderne er fremtidssikrede og giver os mulighed for billig opladning, som er væsentligt billigere end at tanke benzin.

Til slut vil jeg gerne sige tillykke til Bondebjerget med vores nye ladestandere og jeg vil samtidig rette en stor tak til alle, der har bidraget til projektet. Ladegruppen har ydet en fantastisk indsats, og vores samarbejdspartnere, som EnergiFyn og Vores Elnet, har hjulpet os hele vejen. En særlig tak går til vores bestyrelsesformand, Trine, der med sin koordination og kommunikation har været afgørende for, at vi nåede i mål.

Pva. ladegruppen, Mark Olaf Slot