Gruppe 2
er en meget rummelig gruppe, og der skal være plads til alle her hos os. Det eneste krav vi stiller er, at man har lyst til at bo i vores bofællesskab.
Og det betyder:
- At man deltager i vores madordning – dvs. laver mad 2 gange om måneden.
Om man spiser med udover det, er eget valg
- At man deltager i fællesmøder og melder afbud, hvis man er forhindret
- At man deltager i gruppens arbejdsdage - og i det daglige værner om og
vedligeholder vores fællesarealer
At bo i bofælleskab kræver at man har tid og lyst til at give noget af sig selv til fællesskabet – og at fællesskabet til tider prioriteres over andet. Og at bo i bofællesskab betyder, at man er omgivet af mennesker, som har lyst til at være sammen med andre mennesker og som helt naturligt drager omsorg for hinanden.
Lige nu består Gruppe 2 af 24 voksne og 19 børn under 18 år. Gennemsnitsalderen er 31 år. 3 børn går i børnehave, mens 19 går i skole. 15 voksne har et arbejde og 6 er pensionister. I hvert hus bor i gennemsnit en enlig mor på 47 med et barn på 13. Sådan er det nu ikke for i 8 huse bor der kun 1 person. Der er 1 husstand med 2 voksne og 13 husstande med børn – og der er 1 hund, 11 katte og en kanin i gruppen. Hvis du vil flytte ind med endnu et dyr, så kontakt endelig gruppen først – antallet af husdyr besluttes nemlig på fællesmødet. Af de 20 husstande er der nogen, som ikke deltager i fællesskabet. Det er ærgerligt
Hvad sker der i gruppe 2...
Ikke så meget vil nogle sige... og ja, der sker ikke ret meget for børn i gruppe 2. De fleste børn er så store, at de vælger selv, og det er ikke fastelavn og halloween lige for tiden. Til gengæld inviterer de gerne klassen hjem til fest i vores dejlige fælleshus. Og i pejsestuen holder Filmklubben til og viser film for voksne. Ellers opstår aktiviteter gerne spontant – en koncert eller et foredrag, som man får lokket andre med til.
Og så er der selvfølgelig madordningen, hvor vi laver dejlig mad til hinanden og mødes til spisning kl. 18. Vi bestræber os på at få en varieret kost, således at der er plads til alles smagsløg. Maden er meget gerne økologisk og tilberedt af årstidens ingredienser.
Fællesmøder afholdes ca. 8-9 gange om året. 2 gange årligt bruger vi en søndag eftermiddag på et langt og grundigt møde. Resten af møderne afholdes på hverdagsaftener lige efter spisning. På de 2 årlige arbejdsdage i gruppen gør vi det lækkert for os at være ude såvel som inde. De små ting tager vi efterhånden som de opstår.
Det er altid spændende, når nye får lyst til at flytte ind. Så hvis du er interesseret, så vil vi gerne invitere dig til at komme til middag en dag, så vi kan hilse på hinanden.